| ProfilMissHotPants Præsenterer...FotosBlogListen |  Extras  Hilfe |
15 Januar Græsset er altid grønnere....Så kom dagen. Jeg har i længere tid spekuleret og arbejdet på, at flytte blog adresse. Med tiden, har min viden omkring det at føre blot udviklet sig, og på lige fod med dette ønsket om at kunne visse ting som MSN spaces ikke er i stand til. MSN space har mange kvalitative funktioner, og er man blot en smule html habil, kan man få rigitg meget ud af det. Jeg har udnyttet enhver mulighed som har foreligget, og har været fuld ud tilfreds med det resultat som ferlå. Dog er der visse begrænsninger som fx. design, der ikke kan gøres noget ved. Der er noget så simpelt som sin url adresse som er sindsyg svær at huske, fordi den er så lang og indviklet. Jeg bruger mit space rigtig meget - og der er en masse folk omkring mig som også ved at jeg gør. Til tider spørger de på stående fod om adressen, og jeg kan aldrig huske den. Det gør sig så givet gældende, at det spørgende folk heller ikke kan huske den næste gang de lige kommer efter de vil ind at kigge. Så jeg har taget konsekvensen - jeg flytter! Fremover vil man kunne følge min blog her. Føj den til dine foretrukne, og så håber jeg du kommer og besøger mig ligeså meget der, som du har gjort her. Fra idag er dette space
14 Januar Soup´s on!Hvis jeg stadig var en hustru, ville jeg idag få en medalje! Suppen er lavet; ikke én, men hele fire varianter! En minestrone, en kartoffel/porresuppe, en andebrystsuppe (vældig spændende!) og en marrokansk harira suppe. Det dufter alt sammen kanon indbydende og ser temmelig smålækkert ud. Småsmagningen under kreationen af dem varsler godt!
Forøvrigt; har opdaget af min påsatte negl på venstre tommelfinger er væk - den var på da jeg startede med at lave supper! Leder du?Jeg har i dag været til et arbejdsrelateret arrangement; "ledernes dag 2006". Det er et lille initiativ som der er taget fra min virksomheds side, for at kunne udvikle nye idéer, tiltag og inspiration for at fremme resultater og arbejdsmiljø. Et rigtig godt tiltag, som i høj grad har været brugbart og vellykket. 13 Januar Puha!Hvornår er det lige, at jeg er blevet del af et samfund, hvor man med næb og kløer skal tvinges ud i at forsvare sin ret til et normalt liv? Jeg har svært ved at se, hvor skoen klemmer. Jeg er skræmt over at konstatere, at der er folk som tilsyneladende er beredte til at stikke en kæp i hjulet på mig i de tider hvor jeg skulle hænde at have allermest brug for hjælp. Samtidig er jeg harm, idet jeg er overbevist om, at de selvsamme folk med sko et par numre for små, vil være de første til at banke på de døre, som de mener burdre være lukket for alle andre! Jeg kan kun sige, at jeg er glad for at leve i et samfund, hvor hjælpen ligger forude - selv om vejen til den til tider kan være trang, sej og vanskelig - så er der ihvertfald en mulighed for at søge hjælp... og jeg bidrager gerne gennem min skat til at sikre et samfund, hvor der er mulighed for at trække vejret - det kunne være mig selv som en dag havde behov for det! 12 Januar By George... they DO exist!Taiwan har fremavlet Carlsbergs grønne grise - disse taler blot ikke med bornholmsk accent; næ - de er selvlysende i mørket!
Hvad er det lige vi skal med selvlysende grønne grise? Skal jeg hænge dem op i loftet i mit soveværelse og betragte dem inden jeg falder i søvn?? 11 Januar Der var engang... Nogle kvinder kan ikke få nok tøj, parfume, sko og hvad ved jeg. Jeg indrømmer da gerne, at jeg da også har svaghed for de nævnte ting, men i en hel anden kategori har jeg en af mine allerstørste svagheder. Bøger! Ikke dem der allerede er skrevet i, men dem man selv kan skrive i. Jeg er en hund efter en smuk indbundet bog, som er perfekt til at grifle forskellige ting ned i.Jeg skrev i mange år dagbog - jeg gør det ikke mere. Ikke i samme stil som dengang jeg var helt ung. Men til et vist omfang gør jeg det stadig. Min hungren efter den perfekte journal kommer helt klart fra min dagbogstid. At skrive dagbog var en afhængighed dengang. Intet var for småt til at skulle nævnes. Ingen begivenhed er undsluppet min skrivelyst. Min dagbog betød meget for mig, og derfor var det altid med stor omhu mine bøger blev valgt. Med årene blev kravene til dem højere. Jeg har endnu aldrig haft den perfekte bog - men jeg ved godt, hvordan den ser ud. På Jenni Bookbookbinding venter den. Jeg tror det er meningen jeg skal have den, for lige netop den bog jeg vil have, er der pudsigt nok et lille udsnit af et eksempel på, hvordan Jenni kan personificere journalen med f.eks. sit navn; og skæbnen vil, at det netop er mit navn som er vist som eksempel.
Det er ikke et tilfælde - det er et tegn på, at her er min perfekte bog. En dag køber jeg den. Måske jeg så igen kan sætte mig og føre dagbog på et mere seriøst plan igen - for jeg indrømmer gerne, at jeg til tider savner det. Men hvor let, naturligt og nødvendigt det end var for mig for 10 år siden at skrive, ligeså svært er det for mig at finde tilbage til den rutine. Men når jeg får min bog, så er alene den motivation nok. Den råber på mig - den længes efter at blive skrevet i af mig. Jeg kan mærke hvordan det kribler i mig efter at få fat i den, og begynde at skrive og tegne i den. Så kan det være jeg igen kan skrive ting som dengang, som jeg senere kan grine højt og hjerteligt af. Og her, mine damer og herrer, kommer der en enestående mulighed. For første og eneste gang får I muligheden for at få indsigt i, hvad der står i en af mine seks dagbøger: Onsdag den 4. maj 1994 [...] Nå - i weekenden var vi til konference på Larvik Line med HK Ungdom Hjørring/Frederikshavn. Det var en enorm god tur. Vi holdte møde på vej over, og festede på vej hjem. Det endte med, at jeg var sammen med Morten fra Frederikshavn. Jeg havde fået en kahyt for mig selv, og det udnyttede vi ved at dyrke noget råt sex. Morgenen efter, fandt jeg ud af, at knægten fanme kun var 16!!! Det forklarer lidt, hvorfor jeg skulle tage hele initiativet. Men come on! 16!! Det kunne han da godt have sagt noget før - han så jo for fanden ud til at være ihvertfald tre år ældre! [...] Ak ak ak.... og her skulle man tro at uddannelse, 12 års mere livserfaring og veludviklet voksen fornuft har lært sig at researche noget mere, så man ikke havner i den situation igen - men jeg er i disse dage i en situation som minder meget om den overstående! Men se - hvis jeg nu får den fine bog, så kan det jo være at fortsættelsen på den historie kan blive skrevet deri! Om ikke andet kan jeg temmelig sikkert grine ligeså meget af den oplevelse som jeg kan når jeg læser om min eskapade fra 1994! 10 Januar Hr. & Fru Andersen Den 11. januar er det ni år siden min farmor døde. Hvert år der går, tænker jeg tre ting: Hvor er alle de år blevet af, hvor jeg dog savner hende og hvor er jeg glad for de minder jeg har.Jeg var fra min første dag tæt knyttet til både min farmor og farfar. Naturligvis havde det noget at gøre med, at min mor og far boede hos dem da jeg blev født, og således også jeg. Det har også noget at gøre med, at jeg helt klart tager efter den side af familien, hvor min lillebror ligner min min mors side af familien. Jeg har gennem hele min barndom tilbragt mange ferier hos min farmor og farfar. Jeg har så mange glade minder at jeg slet ikke kan begynde at nævne hvilke der er mig kærest. Er det når jeg legede med farfars værktøj ude i garagen? Er det de sene gåture med min farmor? Er det de mange gange jeg har leget med min farfars fire hår på sin skaldede isse (til hans store misfornøjelse og min ligeså store fornøjelse) når han sad i sin yndlingsol foran TV´et? Er det de utallige slag 500 til langt ud på natten der blev taget i køkkenet? Er det alle de eftermiddage jeg tilbragte hos dem efter skoletid, hvor der altid var mere lækkert pålæg til rugbrøden i køleskabet end hjemme i Toftegade? Når alt kommer til alt er det den ualmindelige gode forståelse de begge havde. De vidste lige nøjagtig hvordan jeg gerne ville behandles, hvad de skulle sige og ikke sige på de rette tidspunkter, og ikke mindst den endeløse ubetingede kærlighed de viste mig. Der skal ikke herske tvivl om, at det var min farmor jeg var mest knyttet til. Min farfar døde lige før jul tilbage i 1989 - det var forfærdeligt. Selv om farmor var den eneste ene, var han den eneste anden for mig; og det gik så hurtigt. Efter hans død følte jeg mig endnu mere knyttet til min farmor, og jeg gruede den dag hun ikke ville være mere. De par gange jeg tog til USA, var jeg hunderæd for at hun skulle takke af mens jeg var afsted. Det var til tider hårdt at være så langt fra mine forældre - men allermest var det min farmor jeg tænkte på! Farmor valgte at vente til jeg var kommet hjem som fastboende i Danmark igen. Den 11. januar 1997 kl. ti minutter i ti om formiddagen gik mit splinternye dyre ur i stå på min postrute, som jeg på daværende tidspunkt gik hver lørdag. Da jeg var tilbage på posthuset stod min mor der - og jeg vidste, hvad hun skulle til at fortælle mig. Min farmor døde ti minutter i ti den lørdag formiddag. Mit ur har siden fået nyt batteri og urværk hele to gange - det er aldrig kommet rigtig igang siden! Forhandleren gav op, og tilbød mig nyt ur, eller pengene tilbage - jeg takkede nej! Min farmor er hos mig hver eneste dag - hun lever i et rum i mit sind som aldrig fyldes op af nogen anden. Der er ikke sorg mere, ej heller har jeg ondt. Men savnet slipper jeg aldrig. Det er ikke noget som gør min hverdag trist; men det er der.  Rundt om i min lejlighed har jeg flere ting stående som jeg med smil på læben kan kigge på hver eneste dag. Nogen af dem er forfærdelig grimme - men ikke om de skal ud! De er alle nogen som har en helt speciel betydning, da netop disse genstande minder mig om min farmor og farfar i en nøddeskal. Mine yndlings ting er min træsko og koppen som min farmor selv har lavet på dagcentret. Derudover er der porcelænskålen som hun med umage også selv har dekoreret - man kan se, hvordan hånden er begyndt at ryste på aftegningerne. Det ældre par elsker jeg fordi det er skåret idet jeg engang har tabt dem så de gik i stykker. De blev limet sammen af min farfar, og en tid senere har damens tørklæde fået en fin gul farve, da jeg en ferie syntes det kunne være smukt at male på hende. Jeg tror ikke min farmor og farfar var helt enige i dette, men de har aldrig skældt mig ud over det, og de flyttede ikke parret fra dets sted.
Lige netop sådan har jeg det med de ting jeg har fået af dem gennem tiderne, og med de ting jeg tog med mig da farmors lejlighed blev ryddet. Det kan godt være de er noget afskallet og ikke alle ting er lige dekorative og "in style"; men de bliver ikke flyttet fra deres sted! 09 Januar Jeg holder mit løfte!HA! Se den er sjov! 08 Januar Hmmm....På forunderlig vis, havnede jeg på Al Jazeeras hjemmeside. I sidemenuen havde de en hel sektion dedikeret til konspirations teorier. Jeg elsker konspirationsteorier. Specielt den om der vitterligt var en månelanding i 1969. Al Jazeeras ene teori, omhandlede de nye pengesedler USA har fået lavet. Hvis man folder dem på en bestemt måde, kan det kække øje se illustrationer af en vis begivenhed
Jeg kan godt se det - mon de har fat i noget der? Shyyyy....Har du behov for at befri din samvittighed og komme af med en byrde på dine skuldre? Har du en hemmelighed som du gerne vil af med, eller elsker du at finde ud af andre folks hemmeligheder. Så er skriftestolen stedet du vil hen. Jeg har skriftet ;-)
|
|
|||||
|
|
